Politi stopper efterforskning af Yahya Hassan-fatwa

Københavns Politi har besluttet at indstille efterforskningen af en anmeldelse om trusler og opfordring til vold mod digteren Yahya Hassan.

Anmeldelsen kommer fra foreningen Dansk PEN, som har henledt politiets opmærksomhed på et videoklip på YouTube.

Ifølge foreningen indeholder klippet en såkaldt fatwa - en islamisk autoritets instruks til muslimer - mod Yahya Hassan, som opfordrer til vold mod digteren.

- Udtalelserne i videoklippet kan tolkes som en opfordring til vold, men udtalelserne er ukonkrete, og de kan også opfattes sådan, at man vil bekæmpe Yahya Hassan på samme måde, som man mener, at Yahya Hassan bekæmper muslimer – altså bekæmpe med digte, siger advokaturchef Dorit Borgaard i en pressemeddelelse.

De udtalelser, som Dorit Borgaard henviser til, handler om, at der i videoen bliver sagt, at man erklærer fjendskab over for Yahya Hassan, og at man vil bekæmpe ham.

- Jeg har lagt afgørende vægt på, at der ikke fremsættes direkte trusler rettet mod Yahya Hassan, og at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan lægges til grund, at der opfordres til vold mod ham, siger Dorit Borgaard.

Sagen er blot én blandt en mængde sager om trusler mod den 18-årige digter. I sidste uge rejste anklagemyndigheden hos Københavns Vestegns Politi tiltale mod en 15-årig dreng for trusler fremsat via Facebook.

Københavns Politi har tidligere valgt at lade en anden sag om trusler via Facebook mod digteren falde.

Derudover er der trusselssager, som efterforskes af Østjyllands, Fyns og Københavns Vestegns Politi.

Den mest alvorlige sag, hvor Yahya Hassan spiller en hovedrolle, er en voldssag, hvor digteren blev overfaldet på Københavns Hovedbanegård.

Den sag kommer for retten i Københavns Byret den 9. december. Den tiltalte er en mand, som tidligere gik under navnet Abdul Basit Abu Lifa, og som tidligere ved Højesteret er idømt syv års fængsel i den såkaldte Terrorsagen fra Glostrup.

/ritzau/

Dagens Gossip