Politi stopper omstridt præsidentvalg i Maldiverne

Skrevet af admin

19/10/2013

Dagens topnyheder

Præsidentvalget i Maldiverne udsættes, efter at politiet har erklæret valget for ugyldigt, hvilket er en beslutning, der kan udløse international bekymring.

Blot få timer før valget blev erklæret ugyldigt, havde Valgkommissionen ellers annonceret, at valget ville forløbe som planlagt trods en klage i 11. time af to kandidater, der på forhånd var udset til at tabe til en tidligere præsident.

- Vi forsætter med forberedelserne for afstemningen, men politiet har sagt, at dokumenter, der har med valget at gøre, ikke kan forlade kommissionens kontor, siger kommissionens formand Fuwad Thowfeek.

Han tilføjer, at en ny valgdato vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.

En talsmand fra politiet siger, at valget blev erklæret for ugyldigt, da en dom fra Højesteret kræver, at alle kandidater havde godkendt valglisterne.

Det var der i midlertidig kun en kandidat, der havde gjort, og derfor ville valget have været en overtrædelse af retningslinjerne, lyder det.

I sidste uge annullerede Højesteret første runde af afstemningen på grund af uregelmæssigheder. Det skete til trods for, at internationale observatører mener, at valget foregik retfærdigt.

Den tidligere leder Mohamed Nashid, som selv mener, at han blev afsat ved et kup i forbindelse med et oprør i landets politistyrker, vandt den første valgrunde med støtte fra over 45 procent af vælgerne.

Valget skal bringe afklaring efter måneder med politisk uro i kølvandet på fjernelsen af Nashid, som var ved magten i 20 måneder.

Den regionale stormagt Indien har udsendt en erklæring formuleret i stærke vendinger, hvor landet udtrykker stor skuffelse over aflysningen af valget, der havde international opbakning.

- Indien og det internationale samfund har fulgt udviklingen i Maldiverne og er stærkt bekymrede over forsøgene på at sænke den demokratiske proces, skriver det indiske udenrigsministerium i erklæringen.

/ritzau/AFP