Politi tilkaldt: Skuespillers mand i slagsmål

En paparazzifotograf oplevede den tvivlsomme ære at få bank af en kendis.

Christina Applegates musiker-mand, Martyn LeNoble, måtte tilbageholdes af politiet, da han røg i fysisk klammeri med en fotograf, skriver Female First.

Rockmusikeren tændte af, da fotografen forsøgte at fotografere Christina Applegate og deres toårige datter, Sadie Grace, til en privat fødselsdagsfest i Los Angeles. Selv siger han, at det var den nærgående fotograf, der startede slagsmålet, og han overvejer nu at sagsøge fotografen.

Parret har før udtalt sig kritisk om mediers jagt på kendis-børn, og er også blandt de berømtheder, der efterlyser et lovforslag mod fotografering af børn uden forældrenes tilladelse.

Modsat sin mand lader Mor Applegate kun sine frustrationer gå ud over sit tastatur og de sociale medier.

- Vi har brug for en lov mod det her. Det er sygt at tage billeder af børn! rasede den 41-årige skuespillerinde på Twitter i august måned.

Christina Applegate havde sit store gennembrud som skuespiller, da hun som teenager blev kendt som den naive, blonde datter i komedieserien 'Vore Værste År', der hærgede sendefladen i et helt årti. Siden har hun medvirket i flere film og serier, ligesom hun også har lånt sin stemme til animationsfilm.

Newspaq

Dagens Gossip

Dagens TV