Politi: Tragisk hændelse bag mor og datters død

Skrevet af Jesper Larsen

16/10/2015

Dagens topnyheder

En 36-årig kvinde sprang i går aftes i døden med sit lille barn i armene i boligområdet Taastrupgård på Københavns vestegn. 

Poltiiet var i første omgang ikke meget for at melde ud omkring omstændighederne, men efter at have afhørt to mænd, der var tilstede i lejligheden, afviser de nu, at der ligger noget kriminelt bag. 

-Københavns Vestegns Politi har efterforsket sagen siden i går aftes og har blandt andet afhørt to personer der befandt sig i lejligheden på 3. sal i forbindelse med episoden.

- De to personer befandt sig i et andet rum og er alene blevet afhørt som vidner. Der er intet der indikerer noget kriminelt og politiet anser sagen for at være et selvmord under særdeles tragiske omstændigheder, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelse. 

Natten til fredag fortalte vagtchef Brian Munck til Ritzau, at kvinden ikke havde adresse i lejligheden, der ligger i bebyggelsen Taastrupgård.

Den 36-årige kvinde stammede fra Thailand, og hendes knap 2-årige barn omkom sammen med hende i faldet. 

I minutterne efter kvindens spring blev der ydet førstehjælp til både kvinde og barn, men forsøget på at redde deres liv viste sig altså at være forgæves.