Politi undersøger mystik om indbrudstyvs død

Kort forinden havde han sammen med en makker forgæves forsøgt at begå indbrud i virksomheden Green Light på Stensgårdsvej ved Middelfart, og da de stak af fra stedet, kom han så kraftigt til skade, at han senere blev erklæret død af en tilkaldt akutlæge. 

Tirsdag forklarede politikommissær Kim Strømvig, Fyns Politi, at dødsfaldet skyldes et uheldigt fald, hvor den unge indbrudstyv pådrog sig svære kvæstelser.

Nu oplyser han til bt.dk, at sagen fortsat efterforskes.

»Vi arbejder minutiøst med at nå hele vejen rundt. Det er så at sige en gængs efterforskning, hvor man sammenstykker oplysninger fra obduktionen, tekniske oplysninger, vidneforklaringer og så videre. Sådan vil man altid gøre, når der bliver fundet en ung mand død på den måde. Når det arbejde er færdiggjort, vil summen af de mange oplysninger forhåbentlig kunne give et svar på, hvad der er sket,« siger Kim Strømvig til bt.dk.

Den 23-årige indbrudstyv blev fundet død cirka 150 meter fra virksomheden, hvor han og makkeren forgæves havde forsøgt at begå indbrud.

Den foreløbige usikkerhed om dødsfaldet går blandt andet på, at der er forlydender om, at en bil er set køre hen over et græsareal i området ved midnatstid. Tæt på, hvor manden blev fundet død 40 minutter efter, at alarmen gik i virksomheden.

Den del ønsker Fyns Politi ikke at kommentere.

»Vi efterforsker sagen hele vejen rundt. Det er det, jeg kan sige lige nu,« siger Kim Strømvig til bt.dk.

Dagens Gossip

Dagens TV