Politi: Ung indbrudstyv døde efter fald

»Vores undersøgelser tyder på, at den afdøde mand er faldet under så uheldige omstændigheder, at han har pådraget sig nogle kvæstelser, som han efterfølgende dør af,« siger stationsleder i Middelfart, Kim Strømvig, til Fyens.dk.

Det var en virksomhed på Stensgårdvej i Middelfart, der tilsyneladende var genstand for to indbrudstyves opmærksomhed omkring midnat natten til mandag, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Vedkommende, der anmeldte det til politiet, var selv hurtigt fremme ved stedet og så to personer løbe væk derfra.

Da politiet nåede frem, ledte betjente efter spor med en hundepatrulje, og kort før klokken et fandt man den livløse person ved en nærliggende virksomhed. Personen, ifølge Fyens.dk en ung mand fra lokalområdet, blev kort efter erklæret for død af en tilkaldt læge.

Politiet formoder, at den unge mand er en af de to personer, der stak af fra virksomheden i Middelfart.

Da der ikke skønnes at ligge en forbrydelse bag dødsfaldet, har politiet ikke yderligere oplysninger i sagen.

Dagens Gossip