Politi: Vi holder øje med kæmpefest i Dyrehaven

Skrevet af Ann Katrine Warren

23/08/2013

Dagens topnyheder

Det plejer at være en enkelt stor fest, som markerer begyndelsen af skoleåret for de lokale gymnasieelever. Men festlighederne i Dyrehaven nord for København fortsætter også i aften, hvor også politiet og Naturstyrelsen vil være til stede.

Festen bliver organiseret via Facebook, hvor de unge inviterer deres venner til at dukke op i Ulvedalene i Dyrehaven. Sidste weekend deltog mellem 5000 og 6000 unge, men det er uvist, hvor mange som dukker op i aften.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

- Nu må vi se, hvordan det bliver derude. Men det er klart, at vi har taget vores forholdsregler, og vi vil være til stede derude, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Hans Jakob Rechendroff, til Dagens.dk.

Under festen i sidste weekend fik mange af de unge stjålet deres mobiltelefoner og andre værdier, lige som der også blev anmeldt en del voldsepisoder.

- Det kan hurtigt udvikle sig, hvis nogle har knive eller andet med. Så vi opfordrer de unge til at passe godt på hinanden og deres ting, og det er også derfor vi er til stede i Dyrehaven, lyder det fra vagtchefen.

Da Ulvedalene i sidste weekend lagde omgivelser til den traditionsrige fest, efterlod de festglade unge området dækket af flasker, dåser og andet affald. Nu frygter Naturstyrelsen en gentagelse.

LÆS OGSÅ: Hjorte aflivet: Unge raserer Dyrehaven ved kæmpefester

- Vi følger med på Facebook og kan se at de unge har planer om at samles igen i aften. Det må de også gerne, hvis bare de rydder op efter sig. Problemet opstår, når der ligger glasskår, hvor dyrene færdes, siger skovridder Hans Henrik Christensen fra Naturstyrelsen til Dagens.dk.

Man har tidligere været nødt til at aflive hjorte, som har skåret sig på efterladte glasskår. Derfor opfordrer skovridderen deltagerne til tænke på de naturskønne omgivelser og dyrene, inden de forlader Ulvedalene igen.

- Tag dåser eller plastikflasker med og ryd op, vi skal nok sørge for at sætte ekstra affaldscontainere op, lyder det fra skovrider Hans Henrik Christensen fra Naturstyrelsen.

SE BILLEDER FRA ULVEDALEN EFTER FESTEN I FREDAGS HERUNDER: