Politibetjent frifundet for embedsmisbrug i brandet

Skrevet af admin

27/01/2014

Dagens topnyheder

En i dag 36-årig politibetjent begik ikke embedsmisbrug, da han i november forrige år var en tur ude i Hillerøds natteliv.

Det har Retten i Hillerød afgjort mandag.

Betjenten idømmes til gengæld en bøde på 2000 kroner for at have haft en joint på sig, da han blev visiteret på byens politistation efter det optrin, som førte til straffesagen mod ham.

Historien begynder ved 3-tiden om natten den 11. november 2012.

Her indfinder betjenten, hans hustru og en ven sig på Diskotek Puls i Hillerød og slår sig ned ved et bord.

Men bordet er reserveret, og da diskotekets dørmænd beder de tre berusede gæster flytte sig, skulle den nu frifundne betjent ifølge anklageskriftet have ført sig frem og sagt, at han var politibetjent, og at han kunne lukke stedet, hvis dørmændene ikke makkede ret.

Dørmændene vælger dog i stedet at ringe efter et par af betjentens ædru kolleger, som kort tid efter dukker op foran diskoteket.

Ifølge anklagerne fører det til, at den berusede betjent skubber eller maser én af sine kollegaer. Også dette forhold blev han mandag frifundet for.

Men betjenten kan altså ikke løbe fra, at den efterfølgende tur på politistationen afslørede en joint i hans lomme.

Den 36-årige tog mandag ikke stilling til, om han vil søge tilladelse til at anke bødestraffen. Bøden får ikke betydning for hans ansættelse hos politiet.

/ritzau/