Politichef: Bordet fanger for våbenejere

Hvis luftgeværets kaliber er 5,5 millimeter eller derover, er det - præcis som det oversavede jagtgevær - forbudt, og dermed risikerer ejeren en dom for overtrædelse af våbenloven.

Lederen af lokalpolitiet ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, politiinspektør Thorkild Steen Jensen, fortæller til Berlingske Nyhedsbureau, at ordensmagten fra 1. juni vil betragte uregistrerede luftgeværer på linje med alle andre ulovlige våben.

»Der vil ikke blive givet længere snor, fordi det drejer sig om luft- og fjedervåben. Man kan ikke gradbøje bekendtgørelser eller love. Når de er trådt i kraft, fanger bordet,« siger han.

I Sydsjællands og Lolland-Falster Politi vil man derfor holde et vågent øje med luftgeværer uden papirerne i orden.

»Vi går ikke ud og laver razziaer, men hvis vi får en anmeldelse eller ser folk skyde med luftgeværer, vil vi skride ind,« siger Thorkild Steen Jensen.

Overtrædelser af våbenloven kan udløse op til to års fængsel.

Dagens Gossip