Politichef går af efter mexicansk massakre

Skrevet af admin

06/12/2014

Mest læste i dag

Mexico Citys politichef, Jesus Rodriguez Almeida, er fratrådt sin stilling med øjeblikkelig virkning, oplyser hovedstadens borgmester.

Det sker, efter at betjente er blevet skarpt kritiseret af menneskeretsgrupper for deres håndtering af de seneste demonstrationer i Mexicos hovedstad.

Tusindvis af demonstranter er gået på gaden over hele landet på grund af massakren på 43 mexicanske studerende fra byen Iguala, hvor de studerende forsvandt 26. september.

Hovedstadens borgmester, Angel Mancera, oplyser, at den 43-årige politichef, der har siddet to år i stillingen, er gået af, men Mancera kommer ikke nærmere ind på årsagen til fratrædelsen.

Flere af de demonstranter, der blev anholdt i Mexico City, er blevet løsladt igen på grund af manglende beviser. Det har fået beskyldninger til at flyve omkring magtmisbrug.

Politiet er blandt andet beskyldt for tilfældig vold mod aktivister, journalister og forbipasserende.

Sagen om de dræbte studerende er vokset til at være den største krise hidtil for Mexicos præsident, Enrique Pena Nieto, siden han tiltrådte for snart to år siden.

Præsidenten har lovet, at alle skyldige stilles til ansvar.

Foreløbige undersøgelser tyder på, at de forsvundne studerende, der kommer fra en venstreorienteret skole i Iguala i den sydvestlige del af Mexico, havde en længerevarende konflikt med borgmesteren i byen, hvor de forsvandt, og at byens politi tilbageholdt dem og udleverede dem til lokale gangstere, som dræbte dem.

To måneder efter massakren fandt myndighederne i det latinamerikanske land desuden 11 lemlæstede lig.

Ligene, hvoraf nogle er halshugget og forbrændte, blev fundet i samme stat, Guerrero, i det sydvestlige Mexico.

/ritzau/AFP