Politichef: Unge skal forbydes bilkørsel når det er mørkt

Mænd, der er yngre end 25 år, skal ikke have lov til at køre alene i bil efter mørkets frembrud.

Kun hvis de har en ældre person med i bilen - eksempelvis deres mor - må de køre en tur i Opel Kadetten efter mørkets frembrud.

Forslaget kommer fra Ole Juul Schmidt, der er leder af færdselspolitiet i Nordjylland.

»Unge mænd mellem 18-24 år må ikke sidde bag rattet, når det er mørkt. Kun hvis der sidder én, der er ældre ved siden af dem,« siger han til TV 2 Nord.

Forslaget kommer i kølvandet på en række blodige år på de nordjyske veje, hvor unge bilister har været involveret i en række dødsulykker.

»Vi skal have rettet op på statistikken med unge, der er voldsomt overrepræsenteret i antallet af ulykker. Gennem mange år er vi ikke rigtigt kommet videre, så der skal ske noget radikalt,« siger Ole Juul Schmidt til TV-stationen.

TV 2 Nord har spurgt en 23-årig mekanikerlærling, hvad han siger til ideen:

»Aldrig hørt noget så tåbeligt. Det er jo vildt diskriminerende i forhold til vi unge,« siger Kasper Kjær.

Dagens Gossip