Politichefer hæver bonusser mens tilliden falder

Tilliden til ordensmagten er dalet stødt de sidste mange år, men alligevel er der bonusfest på direktørgangene på landets politistationer.

Landets 12 politidirektører fik sammenlagt udbetalt 740.000 kroner i ekstra lønbonus for at leve op til en række målkrav fra Rigspolitiet i 2013. Bonussen kommer oveni direktørernes løn på omkring en million kroner om året.

Kravene gælder for eksempel antal indbrud i kredsen eller færdselsbøder. Derfor får cheferne bonus, selvom undersøgelser viser, at borgerne har mistet tillid til politiet siden 2006.

I København fik politidirektør Thorkild Fogde den højeste bonus på 100.000 kroner, mens politidirektørerne på Fyn og Midt- og Vestsjælland måtte nøjes med 50.000 kroner hver ud af den maksimale bonus på 80.000 kroner.

Rigspolitiet har ingen kommentarer til bonusserne, men formand for betjentenes fagforening, Claus Oxfeldt, tager gerne bladet fra munden. Han så helst bonusserne afskaffet helt.

- Det er forkert i en servicevirksomhed, at man har bonuskontrakter. Jeg synes, det er et forkert signal. Det vigtigste er servicen overfor borgerne og ikke antallet af sigtelser eller bøder, siger formand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt.

Politidirektørerne kan få op til omkring 80.000 kroner i bonus undtagen i København, hvis de indfrier samtlige mål. Men pengene påvirker ikke deres arbejde, mener professor emeritus ved Aarhus Universitet, Jørgen Grønnegård Christensen, der har forsket i resultatkontrakter i det offentlige.

- Bonusser er ret ligegyldige, og der er ingen sammenhæng mellem resultater og den bonus, som en offentlig chef modtager. Og for politidirektørernes vedkommende, så tæller bonussen for lidt i forhold til den samlede løn til at give et incitament, har han tidligere udtalt.

/ritzau/

Dagens Gossip