Politiekspert: Langt imellem koldblodige likvideringer

Skrevet af admin

18/04/2016

Dagens topnyheder

Meget tyder ifølge politiet på, at det tredobbelte drab, der skete i en lejlighed på Frederiksberg i november, er relateret til rockergruppen Bandidos.

Mandag er fem personer med relation til rockergruppen anholdt i sagen om de koldblodige likvideringer af tre unge mænd.

- Inden for rocker- og bandemiljøet er det ikke usædvanligt, at man gennemfører likvideringer. Men der er længe imellem, siger Kurt Kragh, tidligere kriminalkommissær og souschef for Rejseholdet, om anholdelserne.

Likvideringer har man ifølge ham især set under den store rockerkrig mellem Bandidos og Hells Angels (HA) i 1996-1997, hvor grupperne bekrigede hinanden med alt fra at sende raketter ind i klubhuse til drab.

- Efterfølgende organiserede man sig på en helt anden måde. Det beskidte arbejde blev "udliciteret" til supportergrupper, siger Kurt Kragh.

I dag arbejder rockere og bander også langt mere uforudsigeligt. Men der er ikke noget ved de tre drab i november, der får Kurt Kragh til at tro, at en ny rockerkrig er på vej.

- Indimellem er der nogle i supportergrupperne, der træffer egne beslutninger, og som uden om den øverste ledelse går ud og gennemfører hævnaktioner, siger han om det tredobbelte drab.

Alligevel er han sikker på, at de opsigtsvækkende drab har fået stor opmærksomhed i politiet. Det skyldes, at likvideringer næsten altid kommer op i toppen af drabsafdelingernes bunker.

- Det hænger naturligvis sammen med vores kultur. I Danmark vil vi ikke acceptere mafialignende tilstande som i USA og i Øst- og Sydeuropa, hvor likvideringer er almindeligt forekommende. Vi har eksempelvis lidt mere forståelse for affektdrab, begået mellem ægtefæller, siger han.

Politiet har foretaget en del anholdelser i drabssagen siden november, og ifølge Kurt Kragh er det normalt, at der går lang tid, før alle mistænkte bliver anholdt i sager, der involverer rocker- og bandemiljøer.

- Efterforskninger inden for bandeverdenen er utroligt ressourcekrævende, men til gengæld har man mange flere muligheder for i en drabssag at efterforske sig frem til informationer via den kriminalitet, de hele tiden begår, siger den tidligere kriminalkommissær.

/ritzau/