Politiet: 50-årig voldtog sin niece flere gange

Skrevet af admin

14/07/2015

Dagens topnyheder

Gennem en toårig periode - fra 2008 til 2010 - har en nu 14-årig pige været udsat for flere alvorlige seksuelle overgreb af et mandligt familiemedlem, mener politiet.

Den 50-årige mand, som blev anholdt og sigtet mandag, har tirsdag afgivet sin forklaring for lukkede døre under et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Det var pigens plejemor, der i slutningen af juni anmeldte manden, fordi han ifølge hende havde voldtaget sin mindreårige niece.

Pigen var mellem syv og ni år gammel, da overgrebene ifølge politiet blev begået.

Efter et par ugers efterforskning og på baggrund af pigens forklaringer valgte politiet således at anholde manden mandag.

Voldtægterne er ifølge anklager Steen Ulriksen, Københavns Vestegns Politi, foregået flere steder, men han ønsker ikke at fortælle nærmere om, hvor de har fundet sted.

Den 50-årige nægter sig skyldig. Han er varetægtsfængslet i 14 dage.

/ritzau/