Politiet advarer: Disse byer er plaget af falske asfaltarbejdere

Skrevet af Morten Larsen

30/09/2015

Dagens topnyheder

Politiet advarer nu borgere om at tage imod tilbud om at få lagt asfalt i indkørsel eller på villavejen. 

Der kan nemlig være tale om udenlandske fupfirmaer, der i første omgang kommer med et godt tilbud, men som efterfølgende truer folk til at betale flere penge.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi har man i løbet af den senere tid modtaget flere anmeldelser fra borgere i både Thisted, Nykøbing Mors, Bedsted og Skive om, at de er blevet kontaktet af en mand, der vil sælge dem billig asfalt.

Manden taler engelsk, kører i en hvid varevogn uden firmanavn på siden og rattet sidder i højre side af varevognen.

Fremgangsmåden har været, at beboere på en villavej bliver kontaktet af en udenlandsk person, som tilbyder dem at udføre gratis asfaltarbejde, fordi han har asfalt i overskud fra en anden opgave i byen.

Læs også: Falske asfaltarbejdere hærger landet: Henni snydt i sin egen indkørsel

Der har tidligere i Danmark været lignende sager, hvor borgere, der har sagt ja tak til et tilbud om billig eller gratis asfalt, senere er blevet presset til at betale flere penge.

Indtil videre har Midt- og Vestjyllands Politi dog ikke hørt fra borgere, der rent faktisk har købt ydelsen, men for at undgå, at nogen bliver snydt, advarer politiet derfor imod det 'gode tilbud' om billig asfalt.

- Det handler om at bruge sin sunde fornuft. Hvis man bliver kontaktet af nogen, der udgiver sig for at komme fra et firma, men som kører i en bil uden firmalogo og heller ikke kan fremvise ID med firmanavn på, så skal man lade være med at købe noget. Borgere må også gerne tippe politiet, hvis de får besøg af mistænkelige sælgere, udtaler politiinspektør Claus Nørgaard i en pressemeddelse.

Midt- og Vestjyllands Politi vil gerne høre fra andre borgere, der har oplevet lignende henvendelser om salg af asfaltydelser med henblik på at få et overblik over udviklingen på området. Politiet kan kontaktes på telefon 46351448.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: