Politiet advarer: Flere borgere snydt af nyt svindelnummer

Politiet advarer nu mod et tilsyneladende nyt svindelnummer, der allerede har kostet flere danskere en sum penge.

En del borgere har nemlig i den senere tid oplevet at være blevet ringet op af en engelsktalende person, der angiver at ringe fra et større multinationalt anerkendt IT-firma. Det kan blandt andet være Microsoft.

Personen fortæller, at man har konstateret fejl ved borgerens pc, og man vil gerne yde support, så fejlen kan blive rettet.

- I løbet af samtalen er det i flere tilfælde lykkedes at formå borgeren til at oplyse bank- og kortoplysninger, hvorefter der efterfølgende er konstateret hævet et større pengebeløb på kontoen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Der er grund til at understrege, at man under ingen omstændigheder skal oplyse sådanne informationer, hvis man får en lignende henvendelse.

Personerne er svindlere og ringer ikke fra Microsoft!

Her i ferietiden er der også grund til at henlede virksomheders opmærksomhed på en anden type svindlere, der benytter sig af, at der i sommerferien ofte sidder afløsere og betaler fremsendte fakturaer.

Det er tidligere lykkedes at sende en faktura på en ydelse eller en vare, der ikke er leveret og dermed snyde sig til en betaling, fordi afløseren er gået ud fra, at det blot skulle betales.

Så ignorér svindlerne, og fald ikke for deres mange forsøg på at narre penge fra dig.

Dagens Gossip