Politiet advarer forældre: "Fodboldspiller" vil lege med jeres børn

Skrevet af Sol Stoffregen

03/07/2014

Dagens topnyheder

Nordjyllands Politi meddeler, at der har været to episoder ved SFO'en Bikubben i Aabybro, som har skabt en del omtale og bekymring i lokalområdet. Derfor opfordrer lokalpolitiet i Hjørring til, at forældre tager en snak med deres børn.

Den 20. juni og den 25. juni har den samme uidentificerede, voksne mand opsøgt børn på legepladsen i SFO'en, hvor han fortalte, at han var fodboldspiller og gerne ville lege med børnene. Derudover tilbød han at hente pizza til børnene.

Læs også: Sådan finder du af, om dit CPR-nummer er blevet lækket 

Begge gange er manden forsvundet, når der er kommet voksne. Lokalpolitiet i Hjørring efterforsker sagen, selvom der ikke er en konkret mistanke om, at der skulle være foregået noget kriminelt.

- Men derfor vil vi alligevel gerne have identificeret denne mand – så vi kan tale med ham, siger politikommissær ved Hjørring Lokapoliti, Peter Skovbak og opfordrer til, at den pågældende person melder sig, og at borgere kontakter politiet, hvis de har oplysninger i sagen.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med         

Peter Skovbak håber, at alle forældre i lokalområdet taler med deres børn om, at de skal være opmærksomme og fornuftige, hvis de støder på manden eller andre personer, de ikke kender.

Lokalpoliti Hjørring kan kontaktes på 9630 1448 eller via 114.