Politiet advarer igen: - Lad nu være med at tage pirattaxaer

Østjyllands Politi har gennem den senere tid advaret igen og igen mod at tage en pirattaxa. Natten til lørdag tog en 27-årig beruset mand alligevel en pirattaxa hjem fra byen i Aarhus.

På Klostertorvet holdt en bordeauxfarvet ældre Toyota Corolla, hvor der på døren i førersiden var påklistret et hjemmelavet mærke, hvor der stod "Taxa".

Den 27-årige blev spurgt om han ville køre med. Og om føreren skulle køre de to andre i bilen hjem, inden han skulle køres hjem. Den 27-årige mand indvilligede i at tage med. Undervejs går det op for manden, at mændene i bilen kender hinanden. På Silkeborgvej blev han truet i bilen og mændene tvang ham til at udlevere sin pung, ellers ville han få tæsk.

Manden afleverede pungen, der indeholdt kontanter samt fem betalingskort. Og mændene krævede at få udleveret pinkoden til kortene. Det nægtede manden.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder og information

Ved Fakta på Silkeborgvej blev den 27-årige mand smidt ud af bilen. Her blev han igen truet af de tre mænd.

- De visiterede ham og tvang ham til at tage bukserne af, da de ville sikre sig at han ikke gemte noget i bukserne, fortæller vagtchef hos Østjyllands Politi, Klaus Møller, til Dagens.dk.

Manden blev igen truet med tæsk inden de stak af i bilen.

Østjyllands Politi vil gerne igen advare mod pirattaxaer:

- Vi vil på det kraftigste advare folk mod at praje en pirattaxa. De er kun ude på en ting - og det er at få fingre i folks penge, slutter Klaus Møller.

Dagens Gossip