Politiet advarer mod trick-sms: Koster dig en formue

Skrevet af Sol Stoffregen

12/08/2014

Mest læste i dag

Det blev en dyrere weekend for en kvinde fra Rødvig og en anden borger fra Køge, end de havde regnet med. De to blev nemlig udsat for overtakserede telefonopkald, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Dagens.dk.

I lørdags modtog en 54-årig kvinde fra Rødvig en sms med ordene "Ring hurtigst muligt" fra et ukendt nummer, der startede med +88 og herefter fulgte ni cifre. Da kvinden troede, at det måske var hendes barnebarn ringede hun op til afsendernummeret, men ingen svarede. Efter tre opkald holdt kvinden op med at ringe tilbage.

Læs også: Danmark under angreb: Svindlere hiver penge ud af din telefon

Efterfølgende kunne kvinden konstatere, at hun var blevet trukket knap 700 kroner på sin mobilregning som følge af opkaldene.

Præcis det samme skete i lørdags for en borger fra Køge, som også ufrivilligt blev 700 kroner fattigere, efter vedkommende havde modtaget to sms'er.

Kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, advarer mod trick-sms'en, som kommer fra et udenlandsk telefonnummer.

- Får du en anonym og kortfattet sms fra en ukendt afsender, der starter med +88 fulgt af ni cifre, så er der grund til at være på vagt, forklarer han til Dagens.dk.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med 

Netop koden +88 og de efterfølgende ni cifre bekræfter Midt- og Vestsjællands Politis mistanke om, at det er et svindel-telefonnummer.

Hvis du modtager en lignende sms kan du med fordel underrette dit telefonselskab, så de bliver opmærksomme på telefonnummeret.