Politiet advarer: Pas på langfingrede dansetyve

Tre fjerdedele af ofrene ved weekendens mobiltyverier i Aalborg var kvinder, og kvinder er generelt mere udsatte for de udspekulerede dansetyve, oplyser Nordjyllands Politi.

- Kvinder tager nemlig ofte deres håndtasker med i byen, og det gør dem altså til eftertragtede mål for gerningsmanden, fordi en taske simpelthen er lettere at gå til end en dyb bukselomme, siger lederen af det Kriminalpræventive Sekretariat ved Nordjyllands Politi, politikommissær Ted Andersen, i en pressemeddelelse.

Læs også: Advarsel: Nej, din konto er ikke blevet frosset

Dansetyvene arbejder ofte i par. Den ene inviterer kvinden ud at danse, mens den anden hurtigt og diskret fisker telefonen op af hendes taske.

- Og de er hurtige på fingrene. De behøver ikke mange sekunders uopmærksomhed til at få en mobil med sig, siger Ted Andersen.

Læs også: Pas på ved hæveautomaten: Her er fuskerne, som stjæler dit kort

Politiet går opmærksom på, at det kan være mere alvorligt end som så at miste sin smartphone, da mange har private oplysninger og fotos på telefonen.

- En gerningsmand vil i værste fald kunne benytte disse oplysninger til såkaldt identitetstyveri, så vi kan kun opfordre til, at især kvinderne i nattelivet passer ekstra godt på deres mobiltelefoner, siger Ted Andersen.

Heldigvis blev hele 20 af de stjålne telefoner fundet igen.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Dagens Gossip