Politiet advarer: Pas på svindel med lejeboliger

En række sager, hvor folk bliver franarret større summer penge af personer, der udgiver sig for at leje lejligheder ud i København og Frederiksberg, får nu politiet til at gå ud og advare mod svindlerne.

- Vi sidder med en række sager nu her, hvor godtroende mennesker bliver franarret flere tusinde kroner af personer, der udgiver sig for at leje lejligheder ud, fortæller Vicekriminalinspektør i Københavns politi, Tommy Keil, til dagens.dk

Det drejer sig ofte om opslag i supermarkeder, aviser og på internettet, hvor der lokkes med billige leje-lejligheder, men ifølge Tommy Keil, skal man se sig godt for og bruge sin sunde fornuft.

- Ofte foregår det sådan, at de falske udlejere udlejer den samme lejlighed til flere, og løber med depositummet og lejen, som de opkræver kontant, eller også får de folk til at overføre penge til lejligheder, som kun eksisterer på nettet, siger Tommy Keil. 

Han understreger, at det sker hele året, men de vælger at gå ud med advarslen nu, fordi de sidder med flere sager af den karakter. Han opfordrer på det kraftigste folk til at huske på de klassiske regler, når de skal leje en lejlighed.

- Brug din sunde fornuft, og hvis det virker for godt til at være sandt, så skal du passe utroligt meget på, siger Tommy Keil. 

 

 

 

Dagens Gossip