Politiet afviser drab efter fund af død mand på Gjøl

Skrevet af admin

04/03/2014

Mest læste i dag

Den 78-årige mand, som mandag blev fundet død på Gjøl i Nordjylland, har ikke været udsat for en forbrydelse.

Det fastslår Nordjyllands Politi tirsdag på baggrund af tekniske undersøgelser.

- Undersøgelserne fortæller os, at han med al sandsynlighed er død af sygdom. Der ligger i hvert fald ikke en forbrydelse bag, siger politikommissær Lars Nørskov Jørgensen til Ritzau.

Fundet af den døde mand fik mandag eftermiddag og aften politiet til at afspærre et større område på Gjøl ved den friluftsplads, hvor han blev fundet.

Politiet efterforskede i første omgang sagen som et muligt drab og tilkaldt både teknikere og en retslæge.

Manden blev fundet med skrammer i ansigtet, men allerede mandag understregede vagtchefen ved Nordjyllands Politi, at skrammerne meget vel kunne komme fra et fald eller lignende.

- Og der er stadig intet, der tyder på, at det er nogle skrammer, som han er blevet påført, siger Lars Nørskov Jørgensen.

Det var familien til den ældre mand, der ved 16.30-tiden fandt ham i en shelter på en friluftsplads, efter at han havde været væk i nogle dage.

Den afdøde skal obduceres tirsdag, og først herefter kan politiet endegyldigt fastslå dødsårsagen.

/ritzau/