Politiet anholder 19 i kæmpe narko-aktion: Formodet bagmand har været på flugt i flere år

Politiet har smadret en stor ring af narkosmuglere i Danmark og Spanien i en koordineret indsats med spansk politi.

19 personer er anholdt i Danmark, heraf to danske og to tyske chauffører, der tirsdag morgen var i gang med at omlaste 400 kg hash i en lagerhal vest for København.

Flere af de anholdte er tidligere kendte af politiet for narkokriminalitet, og centralt i sagen står en formodet bagmand, der har været på flugt fra politiet i flere år.

- Hovedmanden i sagen er en dansk statsborger, der har været på flugt fra politiet for narkokriminalitet i flere år, siger Vicepolitiinspektør i Københavns Politi, Lau Thygesen.

Et vigtigt omdrejningspunkt i narkosmuglingen har været et vekselbureau på Nørrebro, der ifølge politiet har vekslet omkring 50 millioner kroner om til 500 euro-sedler.

- Vi sigter vekselbureauet for narkohæleri, da de har bistået i kriminaliteten, siger Lau Tygesen, der ærgrer sig over at, at vekseleren har set stort på hvidvaskningslovgivningen.

- Det er et vanvittigt beløb, og dybt bekymrende, at en vekseler bistår kriminelle på denne måde, hvor de ikke indberetter sagen til myndigheder med mistanke om hvidvask, siger Lau Thygesen. 

Ved aktionen blev der beslaglagt ca. 500 kg hash, godt to millioner kroner og en række andre værdier.

Seks personer blev fremstillet i grundlovsforhør tirsdag aften, hvor de alle blev varetægtfængslet i fire uger, heraf to i isolation. Otte bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag onsdag, mens resten er anholdt i Spanien. 

 

 

Dagens Gossip