Politiet anholder mand for bombetrussel i Aalborg

Skrevet af admin

19/12/2013

Mest læste i dag

Nordjyllands Politi har torsdag aften anholdt en mand, der mistænkes for at have indtelefoneret en bombetrussel mod Tech College i Aalborg.

- Vi har anholdt en mand for bombetruslen. Mere vil jeg ikke sige i aften, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard til Ritzau.

Vagtchefen vil således hverken oplyse den anholdtes alder eller hans eventuelle motiv til at komme med bombetruslen.

Omkring klokken 13 torsdag eftermiddag fik hovednummeret på Tech College en opringning om, at der var anbragt en bombe på skolen.

Skolen har adresser flere steder i Aalborg, og det var uvist, hvilke bygninger truslen var rettet imod.

Derfor besluttede politiet at evakuere alle skolens bygninger, og eleverne blev sendt hjem. Skolen er dog åben igen fredag morgen.

/ritzau/