Politiet anholder mistænkt for tre røverier

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Politiet har anholdt en 41-årig mand fra Sønderborg, der mistænkes for røverier og røveriforsøg mod pengeinstitutter i Gråsten, Ribe og Vojens.

Anholdelsen skete, efter at manden, der er fra Nordborg, var blevet efterlyst med navn og billede, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Han er nu sigtet for røveri af særlig farlig karakter, siger Preben Westh, der er leder af lokalpolitiet i Sønderborg.

Der er tale om en mand, der er prøveløsladt efter en tidligere dom for røveri af særlig farlig karakter.

Efter at han var blevet identificeret af politiet blev han torsdag eftermiddag opdaget af politiet, da han sammen med en anden kom kørende i en stjålen VW varebil.

Bilen blev standset på Ringgade i Sønderborg af to patruljevogne, men varebilen bakkede og ramte den ene patruljevogn. En betjent skød med sit tjenestevåben efter køretøjet, men det lykkedes mændene at slippe væk.

Fredag lykkedes det politiet at spore manden til en lejlighed i Sønderborg, hvor han blev anholdt klokken 15.40.

Anholdelsen foregik udramatisk, og den formodede bankrøver fremstilles lørdag i grundlovsforhør i retten i Sønderborg, siger Preben Westh.

I lejligheden var manden sammen med en 43-årig mand, der også blev anholdt. Han er dog blevet løsladt igen, men sigtes af politiet for at have skjult en eftersøgt.

Flugtbilen er også fundet og vil nu bliver undersøgt. Politiet undersøger også, om der er medgerningsmænd, og hvad deres mulige rolle i røverierne i givet fald har været.

/ritzau/