Politiet: Bande-brødre står bag skyderi i København

Skrevet af admin

09/02/2015

Mest læste i dag

Det var sandsynligvis to brødre med forbindelse til bandegrupperingen Brothas, der lørdag aften skød og sårede to mænd på Tagensvej i København.

Det siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politi til Ritzau.

- Vi har en formodning om, at det er to brødre på 22 og 28 år. Vi har søgt efter dem hos familiemedlemmer og kærester, men de er ikke dukket op, siger politikommissæren.

De to ofre for skyderiet, der fandt sted nær en Q8-tankstation, har ligesom de formodede gerningsmænd en vis relation til Brothas, mener politiet.

- Der er på ingen måde en ny bandekrig undervejs. Det er noget internt fnidder i Brothas. Nogle af dem er medlemmer, og andre har tilknytning til dem eller har haft en perifer tilknytning, siger Steffen Thaaning Steffensen.

Særligt for et af ofrene, en 23-årig mand, er drabsforsøg på ingen måde et ukendt fænomen.

Flere gange tidligere har han været udsat for drabsforsøg på åben gade.

Lørdag aften blev både han og den anden, der er 25, ramt i benene.

- Det er rigtigt, at han har været involveret i skyderier flere gange. Vi har en formodning om, hvorfor de går efter den 23-årige, men det er ikke noget, vi vil ud med, siger Steffen Thaaning Steffensen.

I jagten på gerningsmændene leder politiet stadig efter den bil, hvor skuddene kom fra. Det drejer sig om en Skoda Superb med AR 57 505 på nummerpladen.

- Vi har talt med ejermanden, men det er ikke vedkommende, der har skudt. Brødrene har adgang til bilen, siger Steffen Thaaning Steffensen.

Han fortæller desuden, at de seks til otte skud, der blev affyret, formentlig kommer fra et enkelt våben.

/ritzau/