Politiet beder om hjælp: 73-årige Else Petersen forsvundet siden i går

Politiet beder nu offentligheden om hjælp til at finde 73-årige Else Petersen, der i går forsvandt fra sin bopæl hos Fanø Plejecenter på Sønderengvej i Nordby på Fanø.

Esbjerg Lokalpoliti oplyser til Dagens.dk, at man har søgt efter kvinden hele natten - uden resultat.

Else Petersen er sidst set af plejepersonalet på Fanø Plejecenter i går klokken 17. Flere henvendelser peger på, at hun i går ved 18-tiden har befundet sig i Nordby gående mod nord.

Kvinden er dement og kan derfor have svært ved at orientere sig og finde hjem igen. Hun bærer ikke en gps og har heller ingen mobiltelefon. Hun er godt gående, men kan have svært ved at komme op, hvis hun sætter sig eller falder.

Syd- og Sønderjyllands hundeafdeling har eftersøgt kvinden på Fanø hele natten. Eftersøgningen er genoptaget i dag med mere mandskab.

Politiet er i kontakt med hendes familie og har også har iværksat en sms-ordning, så alle indbyggere på Fanø er blevet orienteret om eftersøgningen per sms.

Signalement:

Else Petersen er 73 år, almindelig til kraftig af bygning, vejer cirka 90 kilo og 175 centimeter høj. Hun har gråt hår og bærer briller. Hun er iført cowboybukser, en sort- og hvidternet skjorte, en blank sort jakke med en lille pelskrave samt røde sko.

Politiet beder borgerne om at holde et vågent øje med deres haver, udhuse, carporte, drivhuse og lignende.

Oplysninger i sagen kan gives til Syd- & Sønderjyllands Politi på 1-1-4.

Dagens Gossip

Dagens TV