Politiet beslaglægger hash og våben på Christiania

Task Force Pusherstreet gennemførte tirsdag morgen klokken 06.30 tre ransagningsaktioner på Christiania. Aktionerne var rettet mod to mænd og de lokaliteter på Christiania, som de har tilknytning til. Mændene blev anholdt på deres bopæle i Kastrup og på Østerbro.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

De to mænd sigtes for at have leveret 72 kilo hash til salgsboderne i Pusherstreet. Ved ransagningerne fandt politiet fire kilo hash, fire kilo skunk, 52 joints, 108 gram hashmix, cirka 50.000 kroner og fem knive gemt i et hemmeligt rum.

I og ved salgsboderne blev der desuden beslaglagt fem slagvåben i form af tre økser, en lægtehammer og et massivt jernrør.

- Det er ikke første gang, vi ser slagvåben i salgsboderne i Pusherstreet. Vi har tidligere fundet stikvåben og økser, og de er efter vores opfattelse ikke beregnet til at hugge brænde med. Pusherne anvender nemlig træbriketter, når de skal tænde op i olietønderne ved boderne. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvad økserne så kan bruges til, og det finder vi stærkt bekymrende, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Task Force Pusherstreet.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

De to mænd, der er 54 år og 38 år, vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Task Force Pusherstreet har netop udsendt opgørelse over beslag i september måned og for hele 2013 til dato.

Det fremgår blandt andet, at man i år har beslaglagt hash, skunk og joints til en skønnet salgsværdi af cirka 63 millioner kroner, og at man til og med september 2013 har beslaglagt 41 stikvåben og fire slagvåben

Politiet oplyser, at dagens aktion er et led i en lang række aktioner, som Task Force Pusherstreet har rettet mod købere, sælgere og leverandører af hashen i Pusherstreet.

- Vores indsats fortsætter ufortrødent. Vores ambition er at fastholde et så massivt pres mod de organiserede kriminelle, at de på et tidspunkt ikke længere finder det særligt attraktivt at beskæftige sig med åbenlys hashhandel i Pusherstreet, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen.

KLIK - SE BILLEDERNE OG REDEGØRELSEN I FULD STØRRELSE:

Dagens Gossip