Politiet: Blotter på spil i København

Skrevet af admin

09/11/2014

Dagens topnyheder

Københavns Politis jagt efter en blotter, der har været på spil flere steder i København de seneste dage, gav søndag eftermiddag resultat.

Politiet anholdt en 44-årig udenlandsk mand, som svarer til signalementet af den mand, der er blevet set blotte sig adskillige gange i den sidste uges tid.

- Manden er meget samarbejdsvillig. Han siger, at han ikke har ønsket at skade nogen eller gøre nogen ulykkelig, og at han godt er klar over, at han har et personligt problem, der kræver behandling, siger den centrale efterforskningsleder Henrik Vedel, Københavns Politi.

Politiet har fået flere henvendelser om blotteren, efter at hans signalement søndag blev offentliggjort, men det var en politipatrulje, der genkendte hans karakteristiske blå jakke, blå hat og sorte briller på Strøget i nærheden af Nytorv.

Signalementet blev offentliggjort, da manden søndag morgen blev set ved Enghaveparken på Vesterbro. Søndag omkring klokken 10.30 fik politiet på ny en anmeldelse, denne gang fra Ved Volden på Christianshavn.

- Vi mener, at det er den samme mand, som vi har fået anmeldelser om flere andre steder i København, sagde Henrik Vedel søndag morgen.

Manden, der blotter sit lem og onanerer på gader og stræder, har imidlertid ikke antastet nogen.

Politiet modtog den første anmeldelse den 4. november, da blotteren blev set på Amager. I dagene derefter er han blandt andet set ved Ørstedsparken og andre steder i Indre By.

Den 44-årige, der bor i Tyskland, sigtes for omkring 10 tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Politiet har besluttet at fremstille manden i grundlovsforhør mandag. Her vil en anklager bede en dommer om at varetægtsfængsle manden.

/ritzau/