Politiet bør holde peberspray væk fra knallertkørere

»Det er simpelthen ikke forsvarligt. Peberspray er ikke et egnet magtmiddel til at stoppe hurtigkørende knallertkørere. Dertil er risikoen for, at føreren af knallerten kører galt og kommer til skade til stede i sådan et omfang, at det ikke er hensigtsmæssigt,« siger Kirsten Dyrman, som er direktør for den Uafhængige Politiklagemyndighed, til Berlingske Nyhedsbureau.

Hun fortæller, at politiklagemyndigheden har behandlet tre sager fra 2012, hvoraf der er faldet dom i den ene indtil videre.

»Der konkluderede vi, at det ikke var forsvarligt. Når de to andre sager er færdigbehandlede, vil jeg tage kontakt til rigspolitichefen og gøre ham opmærksom på problemstillingen,« siger Kirsten Dyrman.

I en af de to sager, som stadig bliver behandlet, har knallertkørerens advokat bedt politiklagemyndigheden om at tage stilling til, om betjenten har overtrådt en bestemmelse i straffeloven, som handler om bevidst at udsætte en anden for fare.

»Bestemmelsen om forsætlig farefremkaldelse er en, vi altid har for øje, når vi behandler klagesager,« fortæller direktøren, og forklarer samtidig, at det altid er op til de patruljerende betjente at vurdere proportionalitet og forsvarlighed i de situationer, de kommer ud for.

Når man bliver ramt af peberspray, får man akut øjenkrampe og oplever midlertidig blindhed, som varer en halv times tid.

Berlingske Nyhedsbureau ville gerne have spurgt Københavns Politi om, hvordan man kan vurdere at sprøjte peberspray i øjnene på en fører af et motorkøretøj i fart som værende forsvarligt, men det har ikke været muligt at få en kommentar.

Dagens Gossip

Dagens TV