Politiet: Brand i boligblok kan være påsat

Branden, der lørdag aften har hærget en boligblok i Sønderborg, er sandsynligvis opstået i en avistrailer, der stod parkeret foran blokken.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholt, til Ritzau.

- Vi har en mistanke om, at branden er opstået i en avistrailer til en cykel, der har stået ind mod muren lige uden for opgangen. Og hvis det er her, den er opstået, så kan branden have bredt sig via nogle kabelophæng, siger vagtchefen.

Hvordan der gik ild i traileren, skal undersøgelser søndag afsløre. Men vagtchefen vil bestemt ikke udelukke, at der ligger en forbrydelse bag.

- Ilden er i hvert fald ikke opstået af sig selv, fastslår Erik Lindholt.

Branden er opstået på adressen Nørager 7 i Sønderborg.

Efter at have kæmpet med flammerne i et par timer fik brandvæsnet ved 22-tiden fredag aften slukket branden.

75 beboere måtte evakueres, da alarmen lød klokken 19.28.

Politiet åbnede senere på aftenen op for, at beboerne i opgang 7A og 7C kunne returnere til deres lejligheder. Personer, der til dagligt bor i 7B, skal derimod forberede sig på at sove i en fremmed seng natten over.

- Vi har foreløbigt afspærret hele boligblokken, så som udgangspunkt bliver beboerne nødt til at blive genhuset.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV