Politiet bruger mere pistol og mindre peberspray

Skrevet af admin

18/07/2014

Dagens topnyheder

323 gange sidste år så landets betjente sig nødsaget til at anvender det mest voldsomme magtmiddel, som politiet råder over, tjenestepistolen. Det er det højeste antal sager siden 2009.

Det fremgår af Rigspolitiets årlige opgørelse over ordensmagtens brug af magtmidler.

Når politiet anvender pistolen, er det dog ikke ensbetydende med, at der også bliver affyret skud. I de 323 sager, hvor politiet i et eller andet omfang har brugt deres pistoler, er der blevet afgivet 58 skud. Af dem var de 12 varselsskud.

Det betyder, at i alt 46 skud blev affyret mod borgere, uden at det var ment som afskrækkelse eller advarsel, og det er det højeste antal, der er registreret i politiets opgørelse, der går tilbage til og med 2009.

I 2011 afgav politiet ganske vist hele 86 skud, men her var de 49 af dem varselsskud.

Ifølge Rigspolitiet skyldes den øgede brug af skydevåben konflikterne i bandemiljøet, hvor politiet i højere grad end tidligere ser sig nødsaget til at bruge våben som trussel.

Til gengæld er politiets brug af peberspray faldet markant de senere år.

I 2011 blev der anvendt peberspray 1654 gange på landsplan. Det tal er nu nede på 1149. Rigspolitiet vurderer selv, at "uromagere i højere grad er blevet bevidst om pebersprayens virkninger og dermed nemmere lader sig dæmpe ned", som det hedder i årsopgørelsen.

Også antallet af gange, hvor en politihund sætter tænderne i en borger, er faldet ganske betragteligt - det er faktisk næsten halveret - siden 2010.

99 gange sidste år bed en politihund en borger mod 194 gange i 2010 - og udviklingen i antallet af bid skal ses i sammenhæng med, at politiets brug af politihunde ikke har ændret sig markant i perioden.

/ritzau/