Politiet: Død person i Køge Havn er formentlig Rasmus

Skrevet af admin

20/12/2013

Dagens topnyheder

Politiet tror, at den person, der blev fundet død i Køge Havn torsdag, er en 18-årig mand, som har været forsvundet siden begyndelsen af november.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Den afdøde er endnu ikke endeligt identificeret, men politiet formoder, at der er tale om den forsvundne 18-årige Rasmus Hansen, der forsvandt efter en bytur i Køge.

Familien er underrettet.

Ved middagstid torsdag fik politiet en melding om, at der var fundet en person i havnebassinet ved jorddepotet i Køge.

Politi og redningsberedskab fik bjærget personen, der var død og havde ligget i vandet i "noget tid".

Politiet har endnu ikke oplysninger om dødsårsagen, men umiddelbart er der ikke tegn på, at den afdøde har været udsat for en forbrydelse, lyder det.

Midt i november blev Rasmus Hansens tøj og id fundet på en sandrevle ud for badeanstalten Valkyrien i den sydlige del af byen, og helikoptere blev sendt i luften for at lede efter den 18-årige.

Fredag formiddag vil der blive afholdt ligsyn, og først herefter kan politiet med sikkerhed fastslå den døde persons identitet.

/ritzau/