Politiet dræber mand: Står måske bag attentater

Skrevet af admin

15/02/2015

Dagens topnyheder

En mand, der natten til søndag blev skudt af politiet ved Nørrebro Station, er død. Det oplyser Københavns Politi.

Politiet affyrede kort efter klokken 05 skud mod en mand på Nørrebro. Manden døde af sine kvæstelser.

Politiet havde tidligere på dagen haft en adresse på Nørrebro under observation.

- På et tidspunkt ankom en person der kunne være interessant i forhold til efterforskningen til stedet. Manden blev råbt an, han åbnede ild mod politiet og blev derefter skudt. Manden er afgået ved døden. Ingen politibetjente blev ramt, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiet undersøger, om personen står bag både skudattentaterne ved Krudttønden og synagogen i Krystalgade.

Ved de to angreb blev to civile personer dræbt. Den ene, en 55-årig mand, blev dræbt ved Krudttønden, hvor et debatarrangement fandt sted.

I Krystalgade var det ifølge formanden for det jødiske samfund, Dan Rosenberg Asmussen, en ung mand, der mistede livet.

I alt fem betjente er blevet såret af skud ved de to episoder. De er alle uden for livsfare.

Politiet har klokken 06 ikke yderligere kommentarer.

/ritzau/