Politiet efter hackerangreb: Dit CPR-nummer kan blive misbrugt

En række personfølsomme oplysninger kan være endt i de forkerte hænder efter et større hackerangreb mod den it-leverandør, der driver politiets registre.

Du bør derfor holde øje med tegn på misbrug. Sådan lyder opfordringen fra Rigspolitiet.

Bliv venner med Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Politiet offentliggjorde tidligere i dag, at et større hackerangreb hos IT-leverandøren CSC har afsløret alvorlige brister i sikkerheden. En svensk og en dansk statsborger er mistænkt i sagen.

Den mistænkte svensker er fængslet i Sverige i en anden sag. Københavns Politi har begæret ham udleveret til retsforfølgning i Danmark.

Manden er mistænkt for i 2012 at have hacket CSC og i den forbindelse blandt andet kopieret en række filer indeholdende virksomhedsnumre og personnumre.

Efterforskningen har også ført politiet på sporet af en dansk mand. I løbet af onsdagen blev hans opholdsadresser ransaget for at sikre eventuelle spor. Samtidigt blev manden anholdt. Den danske mand vil blive fremstillet i et grundlovsforhør torsdag, hvor anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.

I Justitsministeriet tager man sagen meget alvorligt og indkalder til et pressemøde klokken 14.30.

Det er indtil videre politiets vurdering, at gerningsmanden ikke har udnyttet oplysningerne. Alligevel opfordrer det alle til at holde øje med tegn på misbrug.

Mistanke om misbrug af ens oplysninger kan eksempelvis opstå, hvis:

- man får tilsendt varer/pakker, man ikke har bestilt.
- man modtager opkrævninger på varer, der påstås bestilt, men som man ikke har modtaget.
- man modtager henvendelser om indgåede aftaler, som man ikke har kendskab til.

Hvis man får mistanke om, at ens oplysninger bliver udnyttet, så er de gode råd:

- Anmeld sagen til politiet. En kopi af politianmeldelsen eller en kvittering for henvendelsen kan bruges som dokumentation over for kreditorer, pengeinstitutter eller andre involverede,
hvis det viser sig, at de personlige oplysninger er blevet eller senere bliver misbrugt.
- Afvis modtagelse af pakker, som ikke er bestilt, eller returner straks modtagne pakker med skriftlig besked om manglende kendskab til bestillingen af disse.
- Kontakt  straks afsenderen af eventuelle opkrævninger skriftlig med oplysning om det manglende kendskab til bestillingen og manglende modtagelse af varen.
- Kontakt straks firmaet bag den indgåede aftale skriftligt og meddel dem det manglende kendskab til aftalen.
- Få misbruget noteret på CPR-nummeret. Kontakt folkeregisteret i kommunen og bed dem notere tyveriet på CPR-nummeret.

Dagens Gossip

Dagens TV