Politiet efterforsker ikke taxakonceptet Uber

Det får angiveligt ingen konsekvenser for taxakonceptet Uber, at både Trafikstyrelsen og Dansk Taxi Råd har meldt foretagendet til politiet.

Københavns Politi afviser indtil videre at indlede en egentlig efterforskning, skriver dagbladet Børsen.

Advokaturchef i Københavns Politi Vibeke Thorkil-Jensen siger, at materialet i sagen indtil videre er for spinkelt.

- Vi har ingen umiddelbare planer om at indlede en efterforskning, endsige rejse sigtelse mod Uber. Materialet er indtil videre for spinkelt til, at vi synes, at det giver mening at påbegynde en decideret efterforskning, siger Vibeke Thorkil-Jensen til Børsen.

Politiet har ifølge Børsen svært ved at forholde sig til Uber fordi ingen rigtig ved, hvor mange aktiviteter selskabet har i København. Politiet må ikke agere agent provocateur og hyre en Uber-bil for at dokumentere, at der er tale om pirattaxi.

Politiet vil imidlertid bede Trafikstyrelsen - der står bag den ene politianmeldelse - om at finde ud af, hvordan myndigheder i udlandet har håndteret problemstillingen.

Uber stammer fra USA og har investorer som Google og Goldman Sachs i ryggen, og holdt sit indtog i København i midten af november.

Uber er blandt andet kendt for en samkørselsordning, hvor private bilejere stiller sig til rådighed og kan hyres via en smartphone-app til en given tur, hvor parterne deler kørselsomkostningerne.

/ritzau/

Dagens Gossip