Politiet efterforsker lurersag på løbelandshold

Skrevet af admin

16/06/2016

Mest læste i dag

Østjyllands Politi oplyser, at man har indledt en efterforskning mod en leder fra det danske landshold i orienteringsløb. Lederen blev anmeldt til politiet i maj, da det kom frem, at flere løbere var blevet beluret via skjulte kameraer.

- Jeg kan oplyse, at sagen er under efterforskning, siger kommunikationsmedarbejder Marianne Morgen.

Orienteringsforbundet oplyste i maj, at det havde anmeldt lederen til politiet. Det skete, mens de danske orienteringsløbere var til EM i Tjekkiet.

En politianmeldelse kan resultere i to udfald. Enten kan sagen blive afvist, eller også kan der blive indledt en efterforskning.

I sagen om løbelederen har man altså vurderet, at der var så meget kød på, at det er endt med det sidste.

Østjyllands Politi ønsker ikke at oplyse, hvorvidt der er rejst sigtelse mod idrætslederen.

Hos Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har specialkonsulent Jan Darfelt tidligere oplyst, at kameraet, der angiveligt tilhører lederen, har optaget de kvindelige udøvere, mens de gik i bad og i seng.

- Vi har fået oplyst, at en leder, der har været i orienteringsforbundet i mange år, angiveligt har lagt en usb-pind med et kamera i, som har optaget billeder af de aktive, når de går i seng og i bad og sådan nogle ting, sagde han i forbindelse med, at sagen kom frem.

- Det bliver opdaget ved, at en af landstrænerne genkender det her kamera. Da han har set det tidligere, undrer han sig. Man undersøger det derfor nærmere og finder billeder af aktive og personen selv, lød det fra Jan Darfelt dengang.

Ifølge specialkonsulenten afslører kameraet, hvem ejeren er. Da den pågældende leder blev konfronteret med billederne, skulle han også have erkendt, at det var hans værk.

- Vi har en mistanke om, at det har stået på i længere tid. Men det ved vi ikke med sikkerhed, sagde Jan Darfelt dengang.

/ritzau/