Politiet efterlyser bil efter skyderi på Amager

Skrevet af admin

01/08/2016

Mest læste i dag

Politiet er ikke kommet nærmere et motiv til søndagens skyderi på Amager i København, hvor to personer blev ramt af skud.

Men politiet efterlyser nu en bil, som de to formodede gerningsmænd skal have kørt i. Det oplyser politikommissær ved Københavns Politi René Frederiksen mandag.

- Vi er nu gået i gang med en bred efterforskning, og vi har som sædvanlig brug for al den hjælp, vi kan få.

- Vi har især et bestemt køretøj, som vi efterlyser og meget gerne vil finde, siger politikommissæren.

Det drejer sig om en hvid Suzuki Swift, der har registreringsnummeret AD 57 221. Bilen blev stjålet i april på Frederiksberg.

- Det er ud fra vidneforklaringer, at vi kan sige, at gerningsmændene kommer kørende i den bil, forklarer politikommissæren.

Det var søndag aften, at en bil kørte forbi Riccos Kaffebar på Holmbladsgade på Amager og affyrede skud mod en gruppe på fire-fem personer, der sad ude foran caféen.

Det var klokken lidt over syv søndag aften, at der kom meldinger om skud på Holmbladsgade.

To mænd på 24 og 28 år blev ramt af skud, men er uden for livsfare.

Der er ikke anholdt nogen personer i sagen endnu, og politiet er stadig på bar bund omkring et motiv til skyderiet.

- Vi kender ikke motivet. Derfor kan vi heller ikke sige, om det banderelateret eller ikke banderelateret, siger René Frederiksen.

Vidner, der kan have oplysninger om hændelsen eller den efterlyste bil, kan kontakte politiet på 114.

/ritzau/