Politiet efterlyser falsk sygeplejerske: Berøver ældre i deres hjem

En falsk sygeplejerske har indtil videre fået fem ældre mennesker i sit net og røvet deres hjem, skriver Nordjyske.

Kvinden udgiver sig for at være sygeplejerske fra Aalborg Kommune, men når hun får adgang til de ældres hjem, lader hun hoveddøren stå til hendes medgerningsmand, som stjæler den ældres værdier, mens den falske sygeplejerske foregiver at tage blodtryk på den ældre.

- Vi vil på det kraftigste advare ældre mennesker mod at lukke nogle personer ind, som de ikke kender eller som ikke kan legitimere sig. Og vi vil bede pårørende til ældre mennesker gøre dem opmærksom på, at der er en tricktyv på spil, siger vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Kvinden opererer i flere områder i og omkring Aalborg. Hun beskrives som cirka 30 år, 165 centimeter høj og almindelig af bygning. Hun har lysebrun hud og brune øjne og taler et gebrokkent dansk. Hun har pænt tøj på og bærer et skilt om halsen.

Har man oplysninger i sagen, kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

Dagens Gossip

Dagens TV