Politiet efterlyser to ganske unge hjemmerøvere: Holdt 73-årig fast og stjal hendes halskæde

Fyns Politi søger vidner, der kan lede dem på sporet af to unge drenge, der holdt en ældre kvinde fast og frarøvede hende en guldkæde.

Omkring kl. 14.30 ringede de to ca. 15-årige drenge på døren hos den 73-årige kvinde på hendes bopæl på Nørrevænget i Vissenbjerg.

De forsøgte at sælge hende nogle billeder, men det var hun ikke interesseret i.

Inden hun kunne nå at lukke døren, greb den ene dreng fat i hendes hænder og holdt hende fast, mens den anden stjal den guldkæde, hun havde om halsen - en såkaldt ‘murstenskæde’ (en kæde med flere firkantede led, der er flettet ind i hinanden, red.).

Mændene forsvandt straks herefter fra Nørrevænget ad en trappe til Østergade og tog herfra flugten i retning mod byen.

Gerningsmændene beskrives begge som etniske danskere på ca. 15 år og ca.180 cm høje.

De havde begge lyst hår, hvor håret er langt i toppen og kortklippet i siderne. Begge bar mørke cowboybukser.

Har du set gerningsmændene i området omkring kl. 14.30, eller har du andre oplysninger, kan Fyns Politi kontaktes på 114.

Dagens Gossip