Politiet efterlyser knivrøvere

I mandags den 18. august var der røveriforsøg mod et supermarked på Rybjerg Allé i Gladsaxe.

Politiet efterlyser vidner, der kan hjælpe med oplysninger i sagen. Klokken 19.40 kom to røvere til stedet på en mørk knallert.

Den ene løb ind i forretningen med en kniv i hånden.

Da personalet opdagede røveriet, gemte de sig, og røveren forsøgte selv at tvinge sig adgang til kassen. Dog uden held.

Derefter stak røverne af i nordlig retning.

Den ene beskrives som: Mand, 185-190 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var iført grå eller sort hættetrøje, hvide træningsbukser med en sort stribe ned langs benet, hvide hansker og sort maskering.

Han medbragte en grå affaldspose og var bevæbnet med en 20 centimeter lang køkkenkniv.

Den anden beskrives som: Mand, 175-185 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var iført grå bukser, blå jakke, sorte sko og en sort styrthjelm. Han kørte knallerten, som var mørk med alu-stjernefælge.

Brændte knallerten af
Klokken 20.50 fik politiet en anmeldelse om ild i en knallert på Persillehaven.

Branden blev hurtigt slukket, og knallerten - som politiet formoder er den, der blev brugt ved røveriet - udbrændte.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen.

Henvendelser i dagtimerne på hverdage kan ske til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefonnummer 7258 7355 eller døgnet rundt på telefonnummer 4386 1448.

Dagens Gossip

Dagens TV