Politiet efterlyser "mor", der gav manchetknapper i julegave

Lokalpolitiet i Sønderborg efterlyser ejeren af et par knude-manchetknapper i guld.

De er dukket op, da en kunde købte et par sko hos Shava Sko i Sct. Jørgensgade i Sønderborg. Her fik kunden en uventet tillægsgave.

Manchetknapperne lå i en lille æske, og i æskens låg lå et papirhjerte dateret ”Julen 2012” med følgende ord:

- Disse manchetknapper har tilhørt morfar. Knus mor.

Skoforretningen formoder, at ”mor” har købt et par sko til sønnen til jul og som en overraskelse har lagt æsken med manchetknapperne i den.

Derefter har sønnen efterfølgende byttet eller fået pengene tilbage efter jul uden at opdage den lille æske med manchetknapperne.

Omkring 1. juli skulle skoene sælges til en ny kunde, og her fandt køberen og ekspedienten æsken med manchetknapperne.

Så hvis du er den ”mor”, der ville glæde sønnen med arvestykkerne eller måske den søn, der ikke ved, hvor de blev af, så vil hittegodskontoret hos lokalpolitiet i Sønderborg gerne høre fra dig.

Dagens Gossip