Politiet efterlyser selvmordstruet 16-årig dreng

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Den 16-årige dreng, Københavns Vestegns Politi efterlyste tirsdag eftermiddag, er blevet fundet igen og har det efter omstændighederne godt.

- Han stod på en jernbanebro på Vallensbæk Torvevej og ville hoppe ud.

- Derfor fik vi standset togdriften mellem Høje Taastrup og Albertslund og fik brandvæsenet til at brede et springlagen ud nede på jernbanelegemet, siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Kim Svenningsen.

Derefter forsøgte politiet at tale den unge mand til fornuft. Desværre uden held.

- Pludselig springer han, men rammer heldigvis springlagenet og er derfor nu i god behold. Han er på vej på skadestuen, hvor han skal undersøges, og derefter vil han blive tilbudt behandling, siger vagtchefen.

Københavns Vestegns Politi efterlyste den 16-årige, da han tirsdag morgen havde forladt sit hjem i Vallensbæk i nedtrykt tilstand. Vurderingen var, at han er selvmordstruet.

Han blev sidst set gående i retning af Glostrup Station klokken halv otte i morges, og politiet har derefter ledt hele dagen.

Drengens nærmeste familie er underrettet om, at den 16-årige er fundet igen.

/ritzau/