Politiet efterlyser vidner til ekstremt groft hjemmerøveri: Slog ældre mand med jernrør

Klokken 20.10 mandag aften trængte to maskerede røvere ind i et ældre ægtepars hjem på Skolevej i Taastrup.

De truede parret med en pistol og en jernstang.

Under røveriet blev manden slået på arme og ben med jernstangen. Nu beder Københavns Vestegns Politi offentligheden og vidner om hjælp.

- Der er tale om et groft hjemmerøveri, og vi vil gerne i forbindelse med vidner, som opholdt sig på Skolevej mellem klokken 20 og 20.15 mandag aften, siger politikommissær Hans Tonnesen.

Politikommissæren vil særligt gerne tale med en cyklist, som kørte på Skolevej ca. klokken 20 og ringede med ringeklokken ad to af røverne, fordi de gik i vejen.

- Jeg kan ikke afsløre flere detaljer på dette stadie i efterforskningen, men noget tyder på, at røverne er gået målrettet efter ægteparret, siger Hans Tonnesen.

Efterlyser tre røvere
Politiet mener, at der kan have været en tredje røver med til at udføre forbrydelsen.

Røverne er alle mænd, mellem 18 og 20 år gamle, slanke og iført mørkt tøj. De var maskeret med en hue med huller til øjnene og talte engelsk.

Den ene var lys i huden og 185-190 centimeter høj.

Den anden var mørk i huden og 175-180 centimeter høj.

Hvor de løb hen efter røveriet, og om de måske kørte væk i en bil eller lignende, ved politiet endnu ikke.

Henvendelse til Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 4386 1448.

Dagens Gossip