Politiet efterlyser vidner til livsfarlige drengestreger

Østjyllands Politi efterlyder vidner, der har set mistænkelige gerningsmænd befinde sig på Skolegade i Thorsø natten til søndag.

De ukendte gerningsmænd havde spændt en tværgående snor/tæppe ud på vejen i brysthøjde mellem to vejskilte, hvilket fik en motorcyklist til a tvælte. Heldigvis skete der kun skade på motorcyklen.

Snorene stammer fra et blomstret fleecetæppe, som var blevet skåret op og bundet sammen til de omtalte snore. Snorene er nu i politiets varetægt, og de vil blive sendt til undersøgelse for at fastslå gerningsmændenes dna.

Uheldet skete lidt efter klokken 6 søndag morgen, og politiet vil nu gerne i kontakt med vidner, der kan have set noget på Skolegade cirka 50 meter syd for Rosenparken i Thorsø natten mellem lørdag og søndag.

OPDATERET:

I en melding til pressen skriver politiet søndag aften følgende:

"Østjyllands Politi har i løbet af eftermiddagen og aftenen foretaget anholdelse af to yngre mænd på 18 år fra lokalområdet, der sigtes for i grov kådhed, eller på lignende hensynsløs måde at have forvoldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Efter sagen har været bragt i pressen valgte de hver især selv at rette henvendelse til politiet, hvor de oplyste, at de var gerningsmænd til sagen.

Efter anholdelse, sigtelse og afhøring blev de pågældende løsladt igen. De begrunder deres handling med fuldskab og drengestreger. Der venter dem nu et retsligt efterspil. Vi har således ikke længere brug for vidner i sagen."

Se et billede af fleecetæppet og gerningsstedet hér:

Dagens Gossip