Politiet efterlyser vidner til rockerdrab

Skrevet af admin

04/02/2014

Dagens topnyheder

Drabet på den 22-årige Edin Fakic, der mistede livet, da der den 9. december sidste år blev skudt ind gennem vinduet i en ejendom på Morsøvej i Næstved, er stadig uopklaret. Politiet offentliggør nu billeder af drabsvåbnet for at få offentlighedens hjælp til opklaringen.

Drabet på den unge mand, der havde tilknytning til byens rockermiljø, fandt sted om natten, og morgenen efter fik politiet en anmeldelse om en brand i en bil i et skovområde sydvest for Sorø.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi offentliggør nu fotos af en maskinpistol af mærket Husquarna, som blev fundet i den udbrændte bil.

Desuden offentliggør politiet billeder af en bil af samme type som den udbrændte.

Bilen, der blev fundet ved Topshøjvej 78, er en sølvfarvet Nissan Pixo personbil med registreringsnumret FA 50921. Der er tale om en bil, som blev stjålet fra et autoværksted på Koksvej i Frederikssund natten til den 10. oktober.

I den udbrændte bils bagagerum fandt politiet maskinpistolen. En nærmere undersøgelse har vist, at det var dette våben, der dræbte Edin Fakic.

Godt en time tidligere samme nat blev der skudt efter en anden mand i Næstved. Her blev der affyret skud gennem et vindue til en lejlighed på Kornbakken. Ingen blev dog ramt.

Ifølge politiet havde den dræbte unge mand tilknytning til rockergrupperingen Westside Nation. Denne gruppe trak efter en strid i sommer sin støtte til Bandidos og er nu i såkaldt bad standing, hvilket vil sige, at dens medlemmer betragtes som fredløse.

Uroen mellem de to grupper fik en overgang politiet til at lukke en bygning på Præstøvej, hvor Westside Nation holder til.

Politiet beder nu vidner, der eventuelt har set den udbrændte Nissan i skovområdet ved Topshøjvej, eller som på anden vis har viden om køretøjet eller maskinpistolen, om at kontakte politiet. Det kan ske på telefon 114.

/ritzau/