Politiet efterlyser to vidner til voldtægt på Falster

En ung kvinde har meldt sig som vidne i en voldtægtssag ved Marielyst på Falster. Det oplyser vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Henrik Karlsen.

- Vi har efterlyst to piger, der var vidne til en voldtægt mod en 20-årig kvinde. En ung kvinde har meldt sig, og hun vil blive afhørt som vidne af efterforskerne søndag. Og derfor ved vi endnu ikke, om den unge kvinde er en af de to, vi efterlyser, siger Henrik Karlsen til Ritzau.

Politiet vil under alle omstændigheder gerne høre fra alle, der kan bidrage til opklaringen af voldtægtssagen.

- Vi vil meget gerne høre fra alle, der mener, at de kan bidrage med oplysninger, som kan kaste lys over hændelsen, og de må meget gerne kontakte os på 114, siger Henrik Karlsen.

Den 20-årige kvinde blev voldtaget bag Café Klein i Marielyst på Falster natten til lørdag. En 28-årig mand fra København, som politiet anholdt kort tid efter voldtægten, fik i et grundlovsforhør lørdag opretholdt anholdelsen i tre gange 24 timer.

Politiet ved med sikkerhed, at to piger kom forbi, men de misforstod åbenbart situationen og reagerede ikke, da det 20-årige offer skreg om hjælp. Ifølge politiet gik de to piger videre uden at komme offeret til undsætning.

Det var en af offerets venner, som klokken 3.54 alarmerede politiet om voldtægten. Knap en time senere - ikke langt fra gerningsstedet - lykkedes det betjente at anholde den formodede gerningsmand.

Det 20-årige offer var til fest, men blev dårlig og gik om bag ved Café Klein, hvor hun kastede op. Her blev hun ifølge politiet antastet af gerningsmanden, der løftede hende op og bar hende hen til et hegn, hvor han forbrød sig mod hende.

/ritzau/

Dagens Gossip