Politiet efterlyser voldelig flaskekaster

Politiet efterlyser vidner til et voldelig overfald på restaurant What`s Up, Algade 33 i Nykøbing Sjælland, lørdag den 2. november klokken cirka 04.25.

Her fik en 18-årig mand fra Nykøbing Sjælland kastet en flaske i hovedet. Flasken knustes, da den ramte den 18-årige. Han pådrog sig en flænge på cirka fem centimeter i panden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Episoden fandt sted, da den forurettede forlod stedet. Han bemærkede, at der udenfor stod to personer og diskuterede. Pludselig kastede den ene af disse personer en flaske.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, 20-25 år, cirka 180 centimeter høj, skaldet/kronraget, bred af bygning, iført grå trøje og med tatovering op ad halsen i den ene side.

Politiet vil gerne i kontakt med personer, som kan give politiet oplysninger til identifikation af gerningsmanden.

Henvendelse med oplysninger i sagen kan ske på telefon 114 eller til vicepolitikommissær Søren Højsgaard på 2510762.

Dagens Gossip