Politiet efterlyste helt som mistænkt for drab

Politiet efterlyste en 30-årig mand med navn og billede for et drab i Herlev i foråret, men nu oplyser politiet, at den 30-årige tværtimod forhindrede to yderligere drab, skriver tv2.dk.

Den 30-årige blev efterlyst sammen med en 29-årig mand, og Københavns Vestegns Politi har kun valgt at tiltale den 29-årige for skuddrabet på den 21-årige Ozan Özcan 12. april i Herlev.

- Han (den 30-årige, red.) er løsladt og har fået en påtaleopgivelse, siger senioranklager Natalja Fryd Lindberg til tv2.dk

Faktisk mener politiet nu, at den 30-årige mand forhindrede to yderligere drab, som den 29-årige ifølge anklageskriftet var i færd med at begå.

Anklagemyndigheden har tiltalt den 29-årige for to drabsforsøg "i umiddelbart forlængelse af drabet", da den 21-årige Ozan Özcan stod sammen med to kammerater ved et pizzeria i krydset ved Rybjerg Allé og Maj Allé.

Ifølge anklageskriftet sigtede den 29-årige med en pistol mod to andre personer i krydset "i den hensigt at dræbe".

De to drab blev dog forhindret af den 30-årige, står der i anklageskriftet ifølge tv2.dk.

Advokat Torben Brinch Bagge var forsvarer for den 30-årige, og han kritiserer politiets efterlysning.

- Både i denne sag og generelt synes jeg, at politiet er meget hurtigt ude at true folk med at efterlyse dem. Tit uden at politiet har noget solidt grundlag for at gøre det.

Den tendens er efter min opfattelse stigende. Jeg synes, at man oftere og oftere ser, at politiet går i pressen med oplysninger, der viser sig ikke at holde vand, siger Torben Brinch Bagge til tv2.dk.

Den 30-årige mand blev først anholdt og varetægtsfængslet, mens den 29-årige en uge senere også blev varetægtsfængslet.

Begge mænd nægtede sig skyldig i drabet i grundlovsforhør.

/ritzau/

Dagens Gossip