Politiet eftersøger tre mænd for at røve et supermarked med bat og hammer

Bevæbnet med et bat og en hammer truede tre mænd sig fredag eftermiddag til penge i en Føtex-forretning i Birkerød nord for København.

Politiet fik alarmen om røveriet, der gik ud over supermarkedet på Stigholmvej 1, klokken 16.05.

- Tre mænd iført hvide malerdragter og skimasker kommer ind i forretningen, hvor de truer personalet med et bat og en hammer, fortæller vagtchef Dan Houtved fra Nordsjællands Politi til Ritzau.

Mændene får udbetalt penge ved den ene af kasserne.

- Men beløbet er endnu ikke opgjort, siger vagtchefen.

Efter røveriet kører mændene fra stedet i en ældre Mercedes-Benz. Registreringsnummeret begynder med AL og cifrene 996 indgår i nummeret.

Politiet vil meget gerne høre fra folk, som måtte have set bilen eller bemærket noget usædvanligt i området omkring Føtex.

/ritzau/

Dagens Gossip